Politiken 9/6 2019

Af : Per Munch
1800 kvinder over 180 centimeters højde har fundet hinanden på Facebook, hvor de udveksler tips om, hvordan man finder tøj og sko. Og om at hvile i sin kvindelighed trods nedladende bemærkninger. Fra højre er det Bettina Olander Munch, initiativtageren Gitte Nøhr Alving, Cecilie Gaarde, Irina Berg, Lone Johansen og Pia Smith. Manden til venstre er en forbipasserende, der aldrig ville kunne blive optaget.

STOLTHED I MINDST 180 CENTIMETERS HØJDE

I stedet for at acceptere tilråb og blive på flad fod for ikke at vække opsigt mødes en gruppe kvinder og nyder hinandens selskab i øjenhøjde, stolte over hver en centimeters overblik.

I dag har 1.800 kvinder på over 180 centimeters højde fundet frem til den lukkede facebookgruppe ’Høje kvinder på hæl’. Her udveksler de tips om tøj og sko, der passer til høje kvinder. Men endnu vigtigere er, at de her finder ligeværdige bekendtskaber og får følelsen af ikke at være alene.

For at være en kvinde, der rager op over mængden, er ikke et liv for tøsedrenge.»Lagde du ikke mærke til, hvordan folk kigger«, spørger Lone Johansen mig. Hun er 184 centimeter, 53 år og arbejder på et bosted – og ganske rigtigt. Da hun og to andre høje kvinder ankommer til Café Livingstone ved Søerne i København, får de alle sammen elevatorblikket.

Da de næste tre høje kvinder ankommer, vender folk ved bordene sig helt ugenert og følger med i optrinnet. Hvad skal så mange høje på et sted? Som mand på 168 cm og 56 år kan jeg i hvert fald afsløre, at det ikke er mig, der vækker opsigt, når ’Kvinder på høj hæl’ mødes til brunch.

Her viser det sig, at alle kvinderne er vant til tilråb og bemærkninger. En tilvænning, der er grundlagt i barndommen med tilråb som giraf og stork. Men som lever videre, takket være ubetænksomme voksne.

»At få så mange kommentarer fra fremmede mennesker, jeg går forbi på gaden, det er nok det værste ved at være høj«, siger Cecilie Gaarde, der mødes med ’Høje kvinder med hæl’ for første gang.Hun er 197 cm, 29 år og lægestuderende. Hun vil gerne have links til sider med særlige sko og tøj, men det at være sammen med ligesindede er det allervigtigste, da hun ikke har venner, der er lige så høje som hende selv, og som dermed forstår hendes situation.

Tilråbene rammer dybt, mener hun, fordi de bliver forstærket af helt bogstaveligt ikke at ’passe ind’. Ikke bare hvad angår tøj og sko, men også når det er svært at sidde i et normalt flysæde eller i en bus.

»Det er kombinationen af de to ting, der gør tilværelsen allersværest. Kommentarerne rammer mig kun, fordi jeg i forvejen har en indgroet følelse af at være anderledes, kikset eller forkert tilbage fra min tidlige skolegang«, siger Cecilie Gaarde.

For selv om hun har arbejdet meget med at komme væk fra det mindreværd og godt ved, hvad der er på spil, kan hun stadig blive såret, og hun håber, at man i gruppen ’Høje kvinder på hæl’ kan hjælpe hinanden med at komme over den fornemmelse.

Også Bettina Olander Munch, 190 cm, 54 år og bookingchef på et hotel, kan genkende, at folk synes, at de bør kommentere hendes udseende.

»Det er okay for folk at sige, ’du er godt nok høj’. Men der er ikke okay at sige til en person, ’du er godt nok rigtig tyk’. Men det har jeg altså prøvet at gøre«.

Alle seks kvinder griner, mens stempelkanderne bliver båret ind, for de her historier er fælles stof. Som Irina Berg, 180 cm, 52 år og designer af tøj til høje kvinder i sit firma Parol, siger:

»Jeg behøvede ikke selv finde ud af, at jeg var høj. Det var noget, jeg jævnligt blev mindet om som barn. Venligt oplyst om, fik påpeget, peget på med fingre. Indtil jeg blev så hærdet, at jeg engang som 12-13-årig var så ligeglad, at jeg stak en dreng en lussing. Det skabte respekt«.

Datterens sko lokkede

’Kvinder på høj hæl’ blev etableret for tre år siden, da sygeplejerske Gitte Nøhr Alving, 187,5 cm og 50 år, for sjov prøvede sin datters høje festsko. Hendes mand, der er 175 cm, syntes, at hun så rigtig godt ud.

Det fik hende til at kaste hun sig ud i at købe sine første højhælede sko nogensinde. Hvorefter hun startede gruppen på Facebook for at give sig selv og andre en hånd på vejen mod at være stolt af egen højde.

For hun vidste fra sin barndom, hvordan det helt bogstaveligt er at gå i for små sko.

»Jeg var 185 cm allerede i 14-års alderen, og så havde min mor fundet sko i størrelse 42 til mig. Det var bare alt for meget, at jeg ikke kunne få smarte sko ligesom mine veninder. Så jeg pressede mig ned i en størrelse 41, hvilket betyder, at mine fødder er helt ødelagte, og at jeg helst ville gå i bare tæer. Indtil jeg startede gruppen her og begyndte at gå i sko med høj hæl«.

Hun fortæller, hvordan hun til sin konfirmation fik en ekstra blonde på kjolen for at forlænge den og alligevel måtte gå »krøllet sammen« hele vejen op ad kirkegulvet. Og ydmygelserne fortsatte ude i stalden.

»Jeg har været hestepige, siden jeg kunne gå, men jeg har aldrig fået lov at ride pony. Jeg blev bare sat op på min morfars politihest. Det var ikke sjovt. Også fordi alle mine veninder jo var så små«.

For hende har ’Høje kvinder på hæl’ været med til at få hende ud af klædeskabet og op på de høje hæle. En udvikling, som er fantastisk for hende, selv om hun skulle runde 50 år, før hun ’sprang ud’ på de høje hæle.

“Det er okay for folk at sige, ’du er godt nok høj’. Men der er ikke okay at sige til en person, ’du er godt nok rigtig tyk’”
Bettina Olander Munch

Fælles for alle kvinderne er også beretninger om, hvordan man som høj kvinde bliver en offentlig personlighed, som hele arbejdspladsen kender. Som det tørt lyder fra Bettina Olander Munch:

»Folk siger bare: »Det er hende den høje«, så i virkeligheden behøver vi høje kvinder slet ikke at have et navn«.

Også hun husker tilbage på sin konfirmation som en tid, hvor hun gjorde sig mindre, end hvad godt var.

»Jeg stod i min latterlige forklædekjole. Og så var jeg i espadriller, det var det eneste, jeg kunne passe. Det var der, jeg første gang blev opmærksom på følelsen af ikke at passe ind«.

Gitte Nøhr Alving, der har inviteret til dagens brunch, siger:

»Jamen sådan var det også for mig. Jeg får gåsehud over det, at vores historier er så ens«.

Højde er sværest for kvinder

I spillet mellem mænd og kvinder har høje kvinder det tilsyneladende meget sværere end høje mænd. Cecilie Gaarde tror, at det bare er mere normalt at se mænd, der er høje, og at folk derfor oplever høje kvinder som et særsyn. Der skal kommenteres.

»Og når man som kvinde i forvejen ikke kan finde tøj, der er langt nok, eller sko, der er store nok, så rammer kommentarerne hårdt«, siger hun.

Og selv om kvinder med lange ben er et skønhedsideal, kan det åbenbart virke overvældende for nogle mænd. Flere af kvinderne fortæller, hvordan de normalt sørger for at stå op, når de er på bar eller diskotek, så ingen bliver overrasket.

‘Høje kvinder på hæl’ til brunch. Fra venstre er det Lone Johansen, Bettina Olander Munch, Pia Smith, Irina Berg, initiativtageren Gitte Nøhr Alving og Cecilie Gaarde.

Det glemte Gitte Nøhr Alving en aften, hvor hun sad ned og blev budt op af en mand på godt 170 cm, der fik et chok, da hun rejste sig fra stolen. Så de dansede i tavshed. Da de var færdige, sagde han:

»Ved du, hvor høj du er?«.

Det vidste hun godt, og det burde han måske også have vidst, når man tænker på, at de havde danset sammen i 10 minutter.

Truende biologi

Irina Berg, der var eliteløber som ung og har en rank holdning, får tit at vide, at nogle oplever den høje selvsikre kvinde som arrogant.

51-årige Pia Smith, der er 181 centimeter høj og arbejder på en skole for børn med udfordringer, tror, at nogle mænd ser høje kvinder som en trussel.

“Det var min bedste oplevelse ever – at stå der med alle de høje på restaurant”
Lone Johansen

»Jeg tror, det er rent biologisk; at vi høje kigger ned på folk«, fortæller Pia Smith, der for nylig på Strøget blev forfulgt af nogle unge mænd, som syntes, at den høje rødhårede kvinde var smuk.

»Det var ved højlys dag, de piftede og de råbte efter mig, og jeg lod som ingenting. Da jeg så kom til Rådhuspladsen, kom en af dem hen til mig og sagde, at han syntes, jeg var sur og højrøvet«.

Pia Smith er en af dem, der tit dukker op til arrangementer med ’Kvinder på høj hæl’. I hverdagen er alle hendes veninder mindre, og derfor var det fantastisk for hende i sommer, da over 50 høje kvinder mødtes på en restaurant ved Gammeltorv i København.

“Bagefter står man så nede på hovedbanegården i en kø for at få noget at spise, og så står alle hobbitterne bare dernede”
Pia Smith

»Jeg gik i høje hæle, og det var mega fedt. Uuuh, vi var i øjenhøjde, og nogle gange skulle jeg kigge op! Bagefter står man så nede på hovedbanegården i en kø for at få noget at spise, og så står alle hobbitterne bare dernede«, griner Pia Smith.

Også Lone Johansen har haft store oplevelser, når hun har været ude med kvinderne med hæl.

»Jeg var med til det første arrangement nogensinde. Det var min bedste oplevelse ever – at stå der med alle de høje på restaurant. Jeg var jo med mine 184 cm i den lave ende. Jeg skulle stå og kigge op på pigerne. Jeg stod bare der og nød det i køen og faldt i staver, indtil der var en, der skubbede: »Nu er det altså dig, der skal betale««.

FAKTA 
Find høje kvinder :
"Høje kvinder på hæl’ er en lukket facebookgruppe med 1.800 medlemmer, som Gitte Nøhr Alving, 50 år og sygeplejerske, administrerer.
Optagelseskravet er, at man er kvinde og mindst 180 cm høj.
Formålet er socialt samvær med ligesindede og tips om tøj og sko for høje kvinder.
Gitte Nøhr Alving skriver også bloggen hoejekvinderpaahael.dk.