Hvis der er noget jeg altid ser frem til, så er det, når jeg skal mødes med de andre høje piger i vores faceboook gruppe. Det er altid hyggeligt, sjovt og berigende, at mødes. Det har det været fra dag et i gruppen. Selvom vi ikke kender hinanden allesammen, går jeg altid derfra med en rigtig god mavefornemmelse, og har den her følelse af et stærkt og solidt fællesskab. Der er så meget genkendeligt i det de andre piger fortæller om deres oplevelser med det, at være høj. Hver gang én har fortalt om en oplevelse, er der mindst én, som siger; ´det er lige nøjagtigt sådan jeg også har det eller har haft det ´, og så kører snakken bare derudaf med genkendelser, grin og hygge. Det slår aldrig fejl. Det er en fantastisk følelse HVER gang vi ses.
Denne gang skulle vi mødes til brunch på cafe Livingstone i københavn lørdag d. 18 maj 2019. Vi var seks piger, som deltog og Per Munch, som er journalist på politiken ville komme og interviewe os og tage billeder, idet han synes det lød spændende. Per havde fået kendskab til gruppen via et medlem, som er hans svigerinde.
Nå men altså begivenheden startede flere dage før for mig, hvor jeg har gået og set frem til denne dag, og så et typisk issue for mig som kvinde var, hvad skulle jeg så tage på. Jeg tænkte no problem jeg tager ud fredag, og kigger efter noget lidt nyt sommeragtigt tøj. Jeg havde bare lige glemt, at det var store bededag, og alle forretninger havde lukket. Så var der kun tilbage, at kigge i skabet. Nu er der jo den lille ting, og det er, at jeg er gået i overgangsalderen for flere år og flere kilo siden. Ikke at jeg er decideret tyk, men kan altså mærke, at tøjet strammer. Jeg forstår det simpelthen ikke. Synes jeg spiser det samme, ja okay måske skulle jeg se, at komme i fitness, som jeg siger mindst én gang om dagen, og som min datter siger; det siger du hver gang. Længe leve overgangsalderen, og de ekstra kilo. Mon ikke andre af jer kvinder på min alder står ligeså måbende hver gang, at det går op for en, at der lige har sneget sig et par ekstra streger på badevægten?!!
Men nok om kiloene jeg overlever, og det er ikke det, som er det afgørende for, hvorledes dagen skrider frem. Vi ankom alle til cafeen, og skulle sidde ovenpå. Per satte mobilen på optag, og spurgte os alle på skift, hvorledes vi oplevede det, at være høj. Interviewet skal som sagt munde ud i en artikel i politiken. Det var så sjovt, at flere af os, uafhængigt af hinanden, oplevede lige nøjagtigt konfirmationen som skelsættende, hvor vi blev ekstra opmærksomme på, at vi var anderledes end de fleste andre piger på vores alder. Det som hurtigt slog mig var, at godt nok sidder vi her og bliver interviewet om det, at være anderledes, men jeg ville for alt i verden faktisk ikke have været mindre, for så sad jeg jo ikke her. Så havde jeg jo ikke mærket den her fantastiske følelse af et stærkt fællesskab, som er så enestående. Og hold nu op, hvor vi havde det sjovt. Vi skulle fotograferes, hvor vi kom gående ude ved søerne, op ad noget, som kunne indikere højdeforskellen, om igen og one more time, som Emma fotograf sagde. Vi var i vores univers, sammen og det styrker fællesskabet. Jeg er stensikker på, at de andre fem piger havde den samme følelse som mig.
Tænk engang, at lige præcis det, at være højere end gennemsnittet på godt og ondt op igennem livet for ældre som for yngre, er lige præcis det, som gør os så glade…dybest set…ihverfald i den sammenhæng den lørdag i maj på cafe Livingstone. Så er der jo ikke noget problem. Jo nok lige den med tøj og sko, men sådan helt på bundlinien, så gik vi ikke hjem og var kede af vores højde. Jeg gjorde ihvertfald ikke. Jeg tænkte øv, at det allerede sluttede, for jeg kunne have siddet og hygget og talt i timevis. Og det er da tankevækkende synes jeg. Står vi sammen i et fællesskab er det meget lettere, at være den man er, vel og mærke såfremt vi har en del tilfælles. For det er trygt. Det er trygt, at vide, at man ikke er den eneste, som går med de tanker om, at være høj. Hvis vi leger, at vi er 3% høje kvinder på 180 cm. min. i Danmark, så er vi ca. 100.000 !!!!!…det er da en sjat vil jeg mene. Gad vide, hvor mange, der er?!! Det kunne være så interessant, at finde ud af.
Vi har det så skønt sammen, og vi føler os knyttet til hinanden med højden som fællesnævner. Nogle gange, hvis jeg har delt gruppen andre steder på de sociale medier har jeg været ude for, at andre piger skriver; øv jeg er ikke høj nok til, at være med. Hvor mange af os havde lige forestillet os, at vi nogensinde skulle høre sådan en sætning??!! Næ for mit vedkommende har jeg ofte tænkt ( meget i de yngre dage) ; bare jeg dog var lidt lavere!!!
Så her sidder jeg tilbage stadig med den bedste følelse i maven, efter vores arrangement igår, og glæder mig allerede til det næste. For jeg glæder mig altid til træf.