Af Cille Lewinsky
Opråb fra høje kvinder: ”Vi har alle fået kommentarer, og det bliver vi kede af”
Gitte Alving startede i 2016 gruppen Høje kvinder på hæl. Et fællesskab for kvinder på +180 cm, hvor de med rank ryg og høje hæle for en stund er i øjenhøjde og fri fra andres blikke og bemærkninger
De begynder alle sammen at grine, da Gitte Alving skubber stolen væk under sig for at rejse sig op.
Som vi står der, overfor hinanden, kan man næsten heller ikke andet.
Gitte Alving er 187,5 centimeter uden hæle. Jeg er 150 centimeter. Men denne søndag formiddag i november er Gitte Alving trukket i hæle og er 10 centimeter højere end normalt. Den nu knap 50 centimeters højdeforskel, der er imellem os, afføder en – omend forudsigelig – men befriende latter.
Men det virker også som det letteste: at grine ad sig selv.
Det ved både Gitte Alving og jeg.
Og det ved de resterende 12 kvinder også, der er samlet til brunch. Fælles for os alle er, at vi skiller os ud, afviger fra gennemsnittet.
Mens jeg har måttet svare på, ”hvorfor er du så lav?”, eller ”er du dværg?”, har Gitte Alving hørt for at ”være den høje lillesøster” eller oplevet ikke at blive budt op til dans, fordi hun var for høj.
Et højdefællesskab
Denne formiddag skal vi tale om højde – og hvorfor noget så irreversibelt som det kan definere, hvordan vi ser verden og bliver modtaget af den. Men også hvorfor, at 51-årige Gitte Alving har haft brug for at skabe et sted, hvor hun – bogstaveligt og metaforisk – kunne være i øjenhøjde med andre kvinder.
– Jeg manglede at dele mine oplevelser, at tale med ligesindede. Jeg manglede et fællesskab med nogen, som havde oplevet det samme som mig: at være højere end gennemsnittet. Det har givet så meget at møde de her kvinder, siger hun og kigger rundt om bordet på de andre.
De er alle en del af det fællesskab, Gitte Alving startede i 2016 med Facebookgruppen Høje kvinder på hæl. En gruppe for +180 cm høje kvinder, hvor de deler inspiration til, hvor man kan finde sko i størrelse 41-46, finde tøj, der ikke stumper på arme og ben, og hvor man kan dele erfaringer, historier og tanker om at være en høj kvinde.
– Det er ligegyldigt, om man er 20, 30 eller 50 år. Vi repræsenterer alle aldersgrupper. Vi har nogle på 13 år, og så har vi et par stykker, der er over 60 år. Det er lige meget, hvor gamle vi er, og hvor vi bor, for vi ved, selvom vi ikke siger det, at vi alle er +180. Det giver et enormt fællesskab, siger hun.
Og det fællesskab har der med al tydelighed været behov for. Siden Gitte Alving oprettede gruppen, er medlemstallet steget fra 300 til snart 3000 – og i august troppede mere end 100 høje kvinder i hæle op til landstræf. Ikke fordi det er afgørende at bære hæle, når de mødes, men, som Gitte Alving siger, handler det om det signal, det sender; at i Høje kvinder på hæl er det accepteret at gå i hæle. Også når man måler 198 cm – uden hæle.
– I hælen ligger der en del symbolik. Det handler om, at hvis man tager en hæl på, så owner du din højde og står ved det. Der ligger noget mod og råstyrke i at være over 180 cm og samtidig tage en hæl på, siger hun.
Et hoved højere
Selv har Gitte Alving altid været den højeste. Derhjemme voksede hun både sine forældre og to søstre over hovedet, og allerede i børnehaveklassen var hun et hoved højere end sine klassekammerater. Men det var først omkring puberteten, at hun blev opmærksom på, at hun var højere end gennemsnittet.
– Min højde fyldte rigtig meget i mine tanker som ung. Jeg var også så tynd, så tynd og havde ingen former. Jeg lignede en dreng. Utallige gange spurgte jeg min mor: Hvor høj tror du, jeg bliver? Hvornår tror du, jeg får former? Jeg synes ikke, det var sjovt, jeg var virkelig ked af det, siger Gitte Alving.
– Jeg var 185 cm, da jeg blev konfirmeret. På de billeder min far tog fra kirken, kan man ikke se mit hoved, fordi linsen var rettet mod en lav pige foran mig, da vi gik på række.
Hun husker, at det blev lettere at være høj, da hun som 17-18-årig begyndte at få kvindelige former og blev tilbudt at være model
– Men jeg var for genert, så det gik jeg aldrig efter. Men det gav en eller anden selvtillid, at jeg havde modelmål. Det var pludselig en anden måde at være høj på. Det var attraktivt, siger hun.
En menneskelig reaktion?
Højden betyder ikke det samme i dag, som den gjorde i de unge år. Men Gitte Alving oplever stadig, at hun skiller sig ud.
Når hun går med sin mand, der er 12,5 centimeter lavere end hende, kigger folk. For, der er, ifølge Gitte Alving, stadig en ide om, at manden skal være højere end kvinden.
Men det samme sker også, når hun mødes med de andre høje kvinder. Her er blikke og skævvredne nakker ikke unormalt, snarere forventeligt, når de i samlet flok træder ind på en café, eller som denne formiddag stiller sig an for at få taget billeder på Strøget i København.
– Jeg har altid mærket at skille mig ud fra normen, og det gør jeg stadig. Jeg er aldrig blevet decideret mobbet, men i folkeskolen fik jeg kommentarer fra drengene, når jeg gik på gangene i skolen: ”Ej, der kommer hun”, ”Prøv lige at se hende”. I dag smiler folk ofte eller siger: ”Gud, hvor er du høj”. Og det kan alle de kvinder, der er her i dag, nikke genkendende til.
Men tror du ikke, det er meget menneskeligt, at hvis man på den ene eller anden måde skiller sig ud, så reagerer folk?
– Jo, men man siger jo ikke til en, der er kraftig; hvor er du kraftig. Hvorfor må man så godt sige det til en, der er høj? Det kan da godt være, vi har kæmpet lige så meget med vores højde som en, der er kraftig. Det er der jo ingen, der aner, når de påpeger det. De aner ikke, hvordan vi reelt har det.
– Jeg ved, at vi alle har fået kommentarer, og det bliver vi kede af. Hvorfor gør folk det så? Jeg tror, det er fordi, at de bliver overraskede. Selvom der ikke ligger noget ondt i det, kan det stadig gøre ondt.
Men hvad med dig? Siger du nogensinde, hvis du ser en lav pige som mig: Gud, hvor er hun lav?
– Ja, det kan jeg godt finde på.
Og hvorfor kan du så det, når du ved, hvor sårende det kan være, når folk siger det til dig?
– Det ved jeg ikke. Det sagde jeg til dig, da du kom ind, ik? Blev du ked af det?
Næ, for jeg er vant til det på samme måde, som, jeg tror, du er. Jeg har ligesom skabt et filter, så det ikke længere kan trænge ind.
– Men du kunne se, da jeg rejste mig op og gav dig hånden, så skreg de af grin. Alle de piger, som faktisk har oplevet at få kommentarer… ambivalent ting, siger Gitte Alving og holder inde et øjeblik.
Hun tænker sig om, inden hun fortsætter:
– Det kan lyde som om, man er sig selv nærmest, men jeg tror, det ligger så indlejret i vores normer og regler og overbevisninger. Det er som sagt stadig en norm, at for eksempel kvinden skal være lavere end manden.
– Og når jeg siger sådan til dig, så tror jeg, det er en menneskelig egenskab… Vi bemærker det, registrerer det, men spørgsmålet er, om man kommenterer det?
“Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var standard”
– Jeg er tøjdesigner og har altid lavet tøj til standardstørrelser, men en dag blev vores husmodel gravid, og jeg måtte selv være model. Da jeg kom ud med tøjet til en kunde, sagde hun: ”Irina, de her ærmer er alt for lange – der er nogle standardmål for alle størrelser i verden”. Lige pludselig gik det op for mig, at jeg ikke var standard! Jeg omdannede derfor mit koncept, så det passede til høje kvinder. Her i gruppen er jeg den mindste, men det er stadig fedt at være sammen med nogle, der er mere i øjenhøjde. Indimellem skal jeg stå lidt på tæer, når jeg giver krammere til de andre.
Irina Berg, 53 år, 180 cm, gruppens laveste
“Når jeg skal købe sportstøj, går jeg i herreafdelingen”
– Jeg har altid været højere end mine klassekammerater og har også været udsat for mobning i mine tidlige skoleår. Men jeg er stolt over, at jeg er gået igennem livet med oprejst pande og rankt ryk, fordi det stadig er stigmatiseret at være høj og skille sig ud. Jeg hviler meget i mig selv, og derfor har jeg også bare accepteret, at det er svært at finde tøj. Når jeg skal købe sportstøj, går jeg i herreafdelingen. Jeg kan ikke komme ned i løbetights i en kvindestørrelse, selvom jeg ikke er tyk. Derfor har jeg ikke særlig meget tøj. Jeg lever med lidt, men godt.
Tilde Dyring Weidlich, 40 år, 195 cm
“Som ung understregede jeg min højde i stedet for at krybe sammen”
– Unge mennesker bliver højere og højere, så jeg er ikke så speciel høj i dag, sammenlignet med dengang jeg var i mine 20’ere. Som ung understregede jeg min højde i stedet for at krybe sammen. Jeg gik i stiletter og har ødelagt mine fødder noget så forfærdeligt ved det. Jeg har danset rundt hele natten i stiletter. Jeg var næsten to meter høj. Dengang solede jeg mig, i at folk lagde mærke til mig og vendte min højde til noget positivt.
Jette Sørensen, 61 år, 185 cm
“Hvis jeg får to centimeter hæl på, kan jeg ikke gå under en dør”
– Jeg skulle faktisk have været højere, end jeg er, men jeg fik væksthormoner, da jeg var yngre. Min højde har faktisk givet mig nogle muligheder, som jeg har været glad for at have. Da jeg var yngre, startede jeg med at spille volley, og da jeg havde spillet i et år, kom jeg allerede på ungdomslandsholdet – takket være min højde. Der er dog også ting, som kan være udfordrende. Jeg går aldrig med høje hæle, fordi jeg har dårligt knæ og dårlig balance, og hvis jeg bare får to centimeter hæl på, kan jeg ikke gå under en dør. Jeg gider at bukke mig hele tiden.
Sisse Jeppesen, 33 år ,198 cm, gruppens højeste
“Jeg havde det så svært ved min højde, at jeg overvejede at gøre en ende på det”
Ditte Mortensen, 30 år, er blevet beskyldt for at være en mand, har fået tilråb og afvisninger fra det modsatte køn på grund af sine 192 centimeter. I dag retter hun ryggen og tager med stolthed høje hæle på, for hun vil have lov at være her – med hver en centimeter.
Der er ikke nogen, der vil have en som dig.
30-årige Ditte Mortensen kan stadig genkalde sig den aften, en fremmed mand trak hende i armen for at fortælle hende det, hun siden har kæmpet for at modbevise. Over for andre og over for sig selv.Dette er en annonce:
Det var en af de første gange, hun skulle i byen med sine veninder. Hun glædede sig, og som andre 18-årige havde hun gjort sig klar med veninderne og valgt at taget hæle på.
Da hun gik forbi baren, hev manden fat i hende. Hun bøjede sig for bedre at kunne høre ham, og det var det. Hun tog hjem.
Med en højde på 192 centimeter uden hæle rager Ditte Mortensen op.
Hun er højere end sine veninder og venner, forældre og bror. Hun er højere end de fleste, og det har hun været, siden hun som 13-årig fik voldsomt vokseværk og blev hende, der ikke kunne få benene ind under bordet i folkeskolen, måtte få specialsyet sin konfirmationskjole, fordi kjolerne i butikkerne blev til ”mini skirts”, og ikke kunne få de samme hvide sko som veninderne til kirken.
Hun var det perfekte mobbeoffer.
– Hvis man husker folkeskolen, var man jo mobbeoffer nr. 1, når man skilte sig ud. Det der med ikke at være en del af kliken eller veninderne, er i sig selv hårdt, men at jeg oveni hatten heller ikke kunne købe det samme tøj og være med på moden, fordi alt stumpede eller ikke fandtes i min størrelse… Jeg følte aldrig, jeg kunne være med…
– Én ting er standardmobning i folkeskolen – hvad enten det kom fra folk i min klasse eller fra de andre klasser. Noget andet var, at jeg også skulle udsættes for det af fremmede uden for skoletiden. Det stoppede aldrig.
Hvor er drøblen?
Stemmen er grødet.
Det er længe siden, Ditte Mortensen gik i folkeskole. Hun siger, at hun har slettet meget fra sin hukommelse. For der er ting, hun ikke ønsker at grave i, og nogle gange skal man bare videre, som hun siger.
Men det tager alligevel ikke længe for hende at genkalde kommentarer og blikke og øjeblikke.
Der var for eksempel dengang i Netto, da hun var på indkøb med sin mor.
”Prøv lige at se hende der, hvordan er det, hun ser ud…”, siger to piger til hinanden og griner. Ditte Mortensen ser deres mor nærme sig og håber, de vil stoppe, men i stedet deltager moderen i mobningen.
– Jeg glemmer aldrig den episode. Jeg havde håbet, at moren var min saviour, som sagde: ”Hallo tøser, det der gør man ikke, man mobber ikke”, men hun gik med på den. Foran mig og min mor. Jeg ved, at min mor var lige så forarget over det og troede, at ”mor til mor” ville stoppe dem, men nej…
Og så er der de gange, hun har skullet svare på, hvorfor hun er så høj, eller hvordan det kan lade sig gøre at være så høj, eller hvor mænd har ledt efter adamsæblet. Den måtte jo være forklaringen på hendes højde.
– Da jeg voksede op i Odense, var der en ide om, at hvis man som kvinde var høj, måtte man være en mand. Så det har jeg måttet forsvare igen og igen – på en så værdig måde som muligt.
– Jeg var omringet af piger, der var lavere end mig. Jeg skød i vejret og var måske tyndere end dem, og selvom min mor har opdraget mig til, at det er smukt at være høj og slank, så havde det den stikmodsatte effekt, når jeg var den eneste, der skilte mig ud, siger hun.
Ret ryggen
Men der var også det med fyrene. De var interesseret i de andre piger, men ikke i Ditte Mortensen.
– For jeg var den akavede. De drenge, som vi alle gik efter, så ikke min vej.
Folkeskolen er den periode i Ditte Mortensens liv, hun har prøvet at slette fra hukommelsen. Hun taler ikke med nogen fra dengang, for det var i den periode, at tingene gik skævt for hende, siger hun.
– Jeg havde det så svært ved min højde, at jeg overvejede at gøre en ende på det. Kombinationen af det hele var simpelthen for hårdt. Det var en gentagende cyklus, der ikke ville stoppe.
Hun var på det tidspunkt 14-15 år. Hun tænkte, at det ville være lettere, hvis hun ikke var til. Kommentarerne fra andre var alligevel negative, fyrene var ikke interesserede, det var ligegyldigt.
– Men jeg har heldigvis haft forældre, der har støttet mig. Min far sagde en dag, efter jeg havde grædt og grædt: ”Du skal være stærk nok til at stå alene.” Den sætning satte sig i mig. Jeg var alene, i og med at jeg var den højeste i min omgangskreds og i min familie, så hvad ville jeg gøre ved det? Lade andre ødelægge mig eller rette ryggen?, siger Ditte Mortensen.
– Og jeg tror, det var det – følelsen af, at ingen ville have mig – der bed igen, da den fremmede mand på baren valgte at sige sådan noget til mig efter så mange år. Det var som en båndoptager, der lavede et rewind. Han bekræftede det, jeg altid havde fået at vide.
Et højdefællesskab
Ditte Mortensen fik sin første kæreste i starten af 20’erne og oplevede siden, at mænd var interesseret i hende. Både de, der var højere og lavere end hende. I dag er hun sammen med sin mand på 2,07 meter, og sammen har de en datter på 2,5 år.
– Der var sgu nogen, der gerne ville have mig. Det har jeg bevist.
– Nu kan jeg gå i byen med veninderne, og en random dude kan sige noget grimt til mig, men det preller af på mig ligesom hos alle andre. Nu har jeg en, der ligger og venter derhjemme. Som elsker mig og min højde. Det tror jeg, at mange piger, der er helt nede, skal opleve. At der faktisk er nogen, der gerne vil dem, siger hun.
Sidstnævnte er næsten blevet en mission for Ditte Mortensen og grunden til, at hun – sammen med knap 3000 andre kvinder – er blevet medlem af Facebookgruppen Høje kvinder på hæl. Hun vil vise sin datter, hvad enten hun bliver højere eller lavere end sin mor, at der findes kvinder som hende.
At hun skal ”work with what you got”, som hun kalder det.
– Min største opgave som mor til en pige er, at vores datter skal lære, at hun skal rette ryggen ligesom sin mor, gå i høje hæle ligesom sin mor, for hun skal være ligeglad. Og hun skal vide, at hun ikke er alene.
– Hvis hun en dag siger: ”Jeg bliver 198 cm, du ved ikke, hvor slemt det er, mor”, så vil jeg sige: Så ringer vi til Tilde eller Sisse eller en af de andre kvinder fra gruppen, så du kan snakke med dem.
Ingen hormoner, tak
Ditte Mortensen og hendes mand har overvejet, hvad det kommer til at betyde for deres datter, at hun – med al sandsynlighed – bliver høj, måske endda højere end sin mor. De har drøftet, om de skal gøre noget for at bremse udviklingen.
Men som Ditte Mortensen selv har erfaret, dengang hun og forældrene talte med lægen om muligheden for væksthæmmende hormoner, er det aldrig uden risici. For Ditte Mortensen var uvisheden om, hvorvidt det ville påvirke fertiliteten nok til, at hun som 13-årig takkede nej til hormoner.
– Det kræver altså nosser som 13-årig at sige, at det er vigtigere at blive mor end at blive et par centimeter lavere. Om jeg fandt en mand eller ej. Og jeg har aldrig fortrudt den beslutning, siger Ditte Mortensen.
– Hvis vores datter selv kommer og siger, at hun er ked af det, må vi tale med hende om det. Men vores største mål er netop at lære hende at trives med den højde, hun har.
Datteren skal, siger hun, have selvtillid nok til at stå imod kommentarer, blikke, tilråb og andre udfordringer, som hun uden tvivl vil støde på som høj kvinde.
Men Ditte Mortensen har også en sidste – og vigtig – besked til andre høje kvinder, der føler sig begrænset af deres højde:
– Der skal nok være en, der elsker hver en centimeter af dig – om han er højere eller lavere end dig. Og hvad end det er højde, drøjde, ar eller udseende, der påvirker dig, så er det ikke det, der skal styre eller definere dig, men dig, der styrer og definerer dig selv.
Hun holder inde.
– Giver det mening…?