Jeg er den yngste af os tre søskende, meen den største i centimeter. Desværre så lever mine søstre ikke længere, og det er trist. Min største storesøster var 164 cm., og min anden søster 175 cm., og der kom jeg så som sidste skud på stammen,og endte med, at blive 187,5 cm. Jeg vejede 3700 g. ved fødslen, og målte 55 cm. Så det var vel egentligt i sig selv okay, altså jeg var jo ikke en monster gigantisk baby. Min mor plejede, at sige, at det var umuligt, at mætte mig som spæd. Det var som en kloak, hvor hendes veninde blev min mors redning, og klippede hul i sutteflasken, og kom rugbrødsstykker revet i. SÅ sov jeg. Thank god, hvis nogle hørte om det idag. Det havde nok ikke været helt efter bogen. Men min mor mente, at grunden til, at jeg var blevet så stor skyldtes, at jeg var umættelig.
På billedet her ovenover, som er fra de gode gamle dage, hvor man fik fremkaldt dem, står jeg i Hirtshals. Det er måske lidt svært, at se, at jeg er et stort barn allerede der. Så jeg spurgte lige min mand, hvor gammel han troede jeg var på det her billede. Han svarede seks år. Bagpå billedet har min far skrevet med sirlig flot håndskrift; Gitte, Hirtshals 1972… så jeg var fire år. Synes ærlig talt allerede der, at mine ben var lange. Meen ikke helt klar til, at starte i børnehaveklasse. der skulle vidst lige gå et par år endnu.
Da jeg viste det her billede ovenover for mine skønne piger, og spurgte, hvor mange år de tænkte, at jeg var, sagde de; ” fire år?!”….”nej TO”..svarede jeg…de skreg af grin, og sagde, at det ikke kunne være rigtigt!!..Indrømmet der grinte jeg sgu også selv. Langt hår og træsko, og så BLE…come on…Men min mor i baggrunden ser stolt ud synes jeg. Jeg ser noget betuttet ud, men jeg var også et meget genert barn. Og kunne vidst ikke lide, at blive fotograferet, eller også var jeg lige vågnet fra middagslur, hvad ved jeg?!! Sgu svært, at forestille sig, hvor den middagslur blev indtaget..!! I barnevogn!!?? NOT…
Det her billede ovenover er i en kategori heeelt for sig selv. Som i nok kan fornemme er det taget da jeg blev konfirmeret. Vi var 20, som gik ind på en lang række. Jeg plejer, at laves jokes fra min konfirmation om, at man ikke kan se mit hoved på billederne, idet jeg var meget højere end de andre. Jeg har i maange år bare syntes, at det lød da meget sjovt, og folk plejer altid at grine her…indtil jeg så fandt det her billede!!! WHAT!?? Jeg ved ikke, hvad der er mest sørgerligt. Om det var min fars manglende egenskaber som fotograf eller om det er, at jeg rent faktisk ER et hoved højere!!
I kan ligeså godt få det afvide, men nøøj, hvor var jeg ked af, at være et højt barn. Måske først da jeg bliver ca. 10-…år og derefter mærkede jeg, at jeg var højere end mine jævnaldrene. Et helt hoved højere ihvertfald. Jeg ved godt, at jeg har skrevet, at de unge piger skal tænke sådan eller sådan, så de kan få det godt med deres højde…OG det er sandt..men jo jeg var også en af de piger som var ked af det dengang. Især i puberteten, hvor jeg samtidig var tynd som et spir, og min veninde fyldte marcipan æg på mig, fordi hendes mor arbejdede på Toms chokoladefabrik. Intet hjalp…jeg tog absolut IKKE et gram på ligegyldigt hvad. Jeg har ikke tal på, hvor mange morgener jeg har stået og spurgt min mor ( medens hun ordnede badeværelse ), “hvor høj tror du jeg bliver mor”? og… “hvornår tror du, at jeg får former”? Hold nu k…, hvor var jeg ked af det. Kan huske det som var det igår. Først da jeg var omkring 16-17 år kan jeg selv se, at jeg begynder rent faktisk, at ligne en pige istedet for en dreng. Og så gik det vel egentlig sådan okay med, at være høj. Især da jeg fik tilbudt, at blive model. Det blev jeg så aldrig, da mine forældre mente, at jeg var for genert, og at man iøvrigt skulle kunne engelsk flydende.
Det her billede ovenover er af min storesøster Pia og jeg samt min datter Marie-Louise. Pia på 164 cm. Her er det vidst ikke til, at komme udenom vel!? Billedet er taget i 1999, og jeg er 30 år. Der er mange minder i det billede. Min mor døde 1 måned efter, og min storesøster lever heller ikke mere. Men det er et glad billede synes jeg. Min søster flyttede til Canada da jeg var fem år, og det var ikke meget vi så til hinanden, og jeg kan heller ikke rigtigt huske hende. Så her var hun i Danmark, idet vores mor var uheldbredeligt syg af kræft. og her er det så jeg bliver sentimental, og sikkert har sagt det før. Men det er fuldstændigt ligegyldigt, hvor høj du er eller andet bare du har det godt ,og oveni er privilgeret med en familie omkring dig. Men det siger jeg selvfølgelig nu, hvor jeg er blevet voksen, og så er det så meget lettere, at reflektere og være bagklog. Jeg kunne bare godt tænke mig, at skabe en bevidsthed ( som jeg ikke havde som barn og ung )….hos de unge piger, der er kede af deres højde…vær dig selv..stå rank..tro på dig selv…jeg lover dig, at det vil bære dig godt igennem dit liv. Og når du bliver ligeså gammel som mig, så tror jeg, at du vil give mig ret. Tja nogle gange skulle man kunne leve livet baglæns.
Høje tanker til Jer 😉